Skiskole for børn
Uanset om du er nybegynder, letøvet eller øvet

Børneskiskolen er for børn mellem 6 og 13 år. Hvis det er muligt inddeles børnene efter både alder og niveau. Undervisningen tager udgangspunkt i indlæring gennem leg og den sociale dimension, der er væsentlig for at børn og nybegyndere kan lære i trygge rammer. Skiskolerne afsluttes under hyggelige former om fredagen til afterski, og børnene får udleveret diplomer.

Skiskole for voksne
Til nybegyndere og letøvede

Voksenskiskolen tilbyder holdundervisning primært for begyndere og let øvede. Til de øvrige tilbydes individuel privatundervisning. Alle hold er på fra tre til otte personer. Holdene inddeles efter niveau, og undervisningen er tilpasses herefter, så alle får maksimalt udbytte af ugen.

Nybegynderholdene starter lørdag formiddag med en times tilvænning, så skiløberne bliver fortrolige med ski og støvler. Holdene kører primært på begynderbakken San Rocco og de øvrige blå pister på Carosello-siden.

De mere erfarne hold kører i hele terrænet.

Skiskolen kører søndag, mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 9.00 til kl. 12.00. Onsdag er fridag.

Privatundervisning
Til både børn og voksne

Hvis der ikke er et hold, der passer til dit niveau, eller du ikke ønsker skiskole hele ugen, kan du booke privatundervisning, hvor du selv eller sammen med et par andre booker en skilærer i min. to timer. Privatundervisning kan ikke bestilles hjemmefra, og prisen er afhængig af antal personer og timer. For at booke skal du henvende dig til vores skiskoleleder i Livigno og aftale nærmere.

Snowboardundervisning
For alle

Snowboardundervisning tilbydes i samarbejde med den lokale italienske skiskole på San Rocco-bakken, som har flere dygtige snowboardinstruktører. Undervisningen foregår på engelsk

Snak med vores skiskoleleder i Livigno – så hjælper han med at arrangere dette.

Du kan leje snowboardudstyr i vores skiudlejning.

Praktisk om skiskolen

Skiskolen skal bestilles senest seks uger før afgang og her skal du oplyse følgende: Alder og erfaringsniveau – er du helt nybegynder eller har du prøvet før, og hvis, hvor mange uger har du stået på ski. Med de informationer kan vi planlægge holdene inden ankomst.

Skiskolerne gennemføres kun, hvis der på første undervisningsdag mindst kan placeres tre elever med ens færdigheder på samme hold. Betalingen kan i tilfælde af aflysning konverteres til privatundervisning eller tilbagebetales. Elever med børneliftkort følger børneskiskolen aldersmæssigt.

Det er uddannede danske instruktører, der underviser på skiskolen og i privattimerne. De er jævnligt på efteruddannelseskurser for at vedligeholde og videreudvikle deres tekniske og pædagogiske viden og færdigheder.